Hvad er Hortons hovedpine / Klyngehovedpine?

Symptomerne

Hortons hovedpine (også kaldet klyngehovedpine eller cluster headache) viser sig ved anfald af svære smerter i eller omkring det ene øje. øjet bliver rødt og løber i vand, næsen løber eller stopper til, øjenomgivelserne hæver op, det øverste øjenlåg kan hænge slapt ned og pupillen blive mindre. Alle disse symptomer optræder på den samme side som smerterne. Anfaldene optræder som regel i den samme side hver gang.

Smerterne

Smerterne er så svære, at mange har fornemmelsen af at få stukket en kniv i øjet, og få den drejet rundt. Andre har fornemmelsen af, at der sidder en knytnæve bag ved øjet og prøver at presse det ud. Mange vandrer frem og tilbage under anfaldet, holder hånden presset hårdt mod øjet og tindingen, eller står ligefrem og dunker hovedet i væggen for at opleve en anden smerte. Andre ligger på alle 4 eller sidder med hovedet i hænderne og rokker frem og tilbage. Smerterne er så kraftige, at selv morfin er uden effekt. Varighed og tidspunkter for Hortonanfald Anfaldene varer typisk ? - 3 timer og kommer ofte 1 - 2 gange dagligt, hos enkelte op til 8 gange i døgnet. Anfaldene kan bryde igennem om natten, gerne efter 1? times søvn. De optræder også hyppigt i dagtimerne og da ofte, når man slapper af, f.eks. efter en lang arbejdsdag. Periodernes længde - og årstider De fleste har anfald i perioder, der varer fra 2 uger til 3 måneder, og optræder 1 - 2 gange årligt. Dette kaldes den periodiske type af Hortons hovedpine / Klyngehovedpine. Hovedpineperioderne afløses så af helt anfaldsfrie perioder, der kan vare fra måneder til år. Hovedpineperioderne opstår ofte på faste årstider for den enkelte hortonpatient, og mange synes at have deres anfaldsperioder i den mørke årstid.

10 - 20% har hortonanfald året rundt uden anfaldsfrie perioder. Det kaldes den kroniske form for Hortons hovedpine. Hvem får Hortons hovedpine Ca. 1 ud af 1.000 har Hortons hovedpine. Det betyder at der er omkring 5.000 hortonpatienter i Danmark. 85% er mænd.

Hovedpinen starter typisk i 20 - 40 års alderen. Den kommer uden kendt årsag, ligesom den ikke ledsages af andre sygdomme.

De fleste hortonpatienter har ingen arvelighed for sygdommen, men 7% har familiemedlemmer, der også er ramt af sygdommen. Prognosen Forløbet af sygdommen er stærkt individuelt. Sygdommen bliver dog oftest mildere med årene, hyppigt kommer der længere og længere anfaldsfrie perioder.

De enkelte anfald bliver også kortere, selvom smerterne kan blive ved med at være kraftige. Opstår der et uregelmæssigt periodeforløb efter manges års regelmæssighed, er det ofte et tegn på, at sygdommen er ved at trappe ned. Provokerende faktorer I selve anfaldsperioderne kan anfaldene fremkaldes af forskellige stoffer, der udvider hjernens blodkar - eksempelvis: Alkohol, selv i små mængder svarende til 1/2 glas vin, øl eller lignende.

Nitroglycerin, der blandt andet gives mod hjertekramper. Viagra (Sildenafil) der gives mod potensproblemer. Persantin der gives for at forebygge blodpropper.Udenfor klyngeperioderne tåles de samme stoffer som regel godt uden at give hovedpine.

Hvordan stilles diagnosen?

Det er ikke svært at stille diagnosen hvis man overværer et hortonanfald, for det ligner ingen andre typer hovedpineanfald. Korte, men gentagne smerteanfald af 30 minutter - 3 timers varighed. Smerterne er meget voldsomme, og patienterne er meget forpinte, urolige og irritable. Patienterne er rastløse, går hvileløst rundt og kan ikke holde ud at ligge ned. Anfaldene optræder ofte om natten, 1 - 2 timer efter man er faldet i søvn. Altid på samme side i ansigtet - bag og omkring det ene øje.

Anfaldet ledsages af rødt øje, tårer, løbende næse, tilstoppet næse og/eller hævet, hængende øjelåg.

Anfaldet starter relativt hurtigt, og smerterne bliver maksimale på få minutter.

Symptomerne er ganske karakteristiske, men alligevel kan det tage flere år før diagnosen bliver stillet. Det er kun de færreste læger, der opnår at overvære et anfald.

Smerterne er ofte så kortvarige, at de er overståede inden man kommer frem til skadestuen eller til lægen.

Smerterne kan være så kraftige, at man ikke kan overskue at søge hjælp under anfaldet, og man er selv ude af stand til at køre til lægen eller skadestuen.

Diagnosen må derfor stilles på baggrund af, hvad patienten selv eller deres pårørende fortæller: Beskrivelsen af smerterne, symptomerne der ledsager smerterne, uroen og adfærden under anfaldet, ophobning af anfald om natten og i perioder af 1 - 3 måneder.

Sygdommen er alligevel så relativ sjælden, at ikke alle læger og tandlæger har kendskab til diagnosen, og det er kun de færreste der har set en patient under anfald. Hvis egen læge er i tvivl, kan en henvisning til neurolog blive aktuel.

Undersøgelser hos tandlæge, øjenlæge, ørelæge og andre speciallæger er kun sjældent nødvendig, ligesom hjernescanning også kun meget sjældent er påkrævet. Der findes ikke en blodprøve eller en røntgenundersøgelse, der kan stille diagnosen klyngehovedpine (Hortons hovedpine), så en god beskrivelse af anfaldet er meget vigtig.

Hvad er årsagen?

Som nævnt i afsnittet "Hvordan stilles diagnosen?", foretog man tidligere en lang række undersøgelser - herunder CT-scanninger, der altid viste normale forhold.

I de senere år er der kommet en ny scanningsmetode PET (positron emissions tomografi), der kan måle hjernens blodgennemstrømning meget præcist i de enkelte områder af hjernen. Undersøgelsen er et slags "levende billede" af hjernen, hvor de tidligere undersøgelser har været et "stillestående fotografi".

Ved PET-scanning har en enkelt forskergruppe påvist, at der er en øget blodgennemstrømning hos hortonpatienter i det område, der hedder hypothalamus. Det er det område, der fungerer som vores biologiske ur. Derfor er forandringerne interessante, fordi mange hortonpatienter jo netop har deres anfald på faste klokkeslet og på faste årstider. De permanente forandringer forklarer imidlertid ikke, hvorfor der kan være måneder til år helt uden anfald.

Men sådan er forskning: Enhver ny opdagelse udløser endnu flere spørgsmål. Denne nye opdagelse bliver der selvfølgelig forsket videre i, og hé² på hjemmesiden bringer vi løbende information om, hvad der sker på området.

Der arbejdes i øjeblikket med udforskning af blodgennemstrømningen i en af hjernepulsårerne, der ligger bag ved øjet. Man forestiller sig, at der er en udvidelse af hjernepulsåren under anfald, som så bliver normal når anfaldet svinder, enten spontant eller hvis der gives ilt eller Imigran. Med en ny såkaldt f-MRI teknik kan man få billeder af hjernens blodårer, og det er håbet at denne forskning kan bidrage til at forstå, hvad der nærmere sker under anfald.

Lidt historie

Sygdommen "Hortons hovedpine" er opkaldt efter den amerikanske neurolog Bayard Taylor Horton (1895 - 1980), der i mere end 50 år forskede i hovedpinen. Han fulgte ca. 1.200 hortonpatienter på Mayo klinikken i Minnesota, USA.

De typiske symptomer ved Hortons hovedpine blev imidlertid beskrevet helt tilbage i 1641 af den hollandske læge Nicolaas Tulp (Det er den læge, som Rembrandt malede på billedet "Anatomitimen"). Igennem de kommende århundreder beskrives sygdommen af enkelte andre læger, men først i starten af 1900-tallet tager udforskningen fart, først ved W. Harris og så følger B.T. Horton efter.

I 1952 beskriver E. Kunkel - som den første - det typiske periodevise præg, som adskiller Hortons hovedpine fra de fleste andre hovedpinetyper. Han kaldte derfor hovedpinen for cluster headache (klyngehovedpine), og denne betegnelse foretrækkes af de fleste hovedpineeksperter i dag.

B. T. Horton.